- giv dit bud på dagens indhold!
/Skye Stemmens Dag nærmer sig sit 10 års jubilæum. Gennem alle disse år har det været den samme ukuelige kerne af folk, som med glæde har sat sig sammen for at udveksle ideer og indfald, planlægge og forberede det hele. Arbejdsånden er uforandret god og venlig, og selvom vi ved vores seneste møde bemærkede, at vores ideer generelt er blevet noget mere jordnære, kan vi stadig inspirere hinanden. Nævnte møde, som fandt sted i Karens kolonihavehus i Husum, var både et visionsmøde for Stemmens Dag 2016 og ordinær generalforsamling. Det glædeligste var måske, at det fornyende indslag i form af retorikeren Thea Sejr og audiologopæden Sara Gryholdt i så fornem stil sluttede sig til kredsen, så det måske nærmest var af gammel vane, at vi ikke ændrede på tillidsposterne i den nu udvidede bestyrelse. Titler går vi ikke vældig meget op i, men til orientering er Karen Jørgensen formand, Inge Brink Hansen kasserer og Skye Løfvander næstformand. Menige bestyrelsesmedlemmer er Hanne Smith Pedersen og Malene Bichel foruden Thea og Sara, som vi med én fælles stemme byder hjerteligt velkommen! ![]() Sara og Thea har bl.a. gjort sig bemærket ved deres undersøgelse af knirkende kvinder. Fotoet er et skærmskud fra en Politiken-video. ... og så er det naturligvis glædeligt, at vi holder kursen mod Stemmens Dag i Rundetaarn enten lørdag d. 16. eller søndag d. 17. april 2016. Vi har allerede mange gode ideer på tegnebrættet, men vi vil meget gerne tage den udvidede stemmestamme i ed - dvs. blandt andre dig: Har du ønsker eller ideer til arrangementet, så lad os høre om dem! Skriv gerne i kommentarfeltet nedenfor, så vi får en åben ideudveksling! Bedste stemmeide præmieres naturligvis! Endelig skal det meddeles, at der løbende foregår oprydning og æstetisk løft af hjemmestemmesiden, som i nuværende fase er blevet meget blå, men først og fremmest har fået mere indhold i form af artikler. Vores gamle blog er ikke nedlagt, men da det har vist sig muligt at oprette en underside, hvor der løbende føjes indlæg til, hvor man kan deltage i debatten og abonnere på indlæg både pr. mail eller RSS, var det oplagt at gøre dette, så alting nu er samlet. Hvis du har brug for hjælp til at få blog-abonnementet gjort klar, så vær ikke bange for at spørge! Dette indlæg er det fjerde på den nye blog. ![]() |